Gå til indhold

Jeg har fået en dom

Jeg har fået en dom til anbringelse i anstalt

Når du i retten har fået en dom til anbringelse i anstalt er der to muligheder:

Straksfuldbyrdelse

Retten kan bestemme, at dommen skal fuldbyrdes med det samme. Hvis du i forvejen har været tilbageholdt, skal du derfor tilbage til fængslet. Har du været tilbageholdt kan personalet vejlede dig om praktiske konsekvenser af, at du ikke længere er tilbageholdt men anbragt. At være anbragt giver nogle andre muligheder for kontakt til omverden, såsom besøg, adgang til telefon, mulighed for udgang og eventuelt arbejde uden for fængslet.

Senere indkaldelse

Retten kan også bestemme, at dommen ikke skal fuldbyrdes med det samme. Hvis det er tilfældet kan du tage hjem. Du vil senere blive indkaldt til afsoning, når der er plads. Du vil blive indkaldt mindst 5 uger før afsoning. Grønlands Fængsler har fængsler i Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut, Nuuk, Qaqortoq og Tasiilaq.

Som udgangspunkt anbringes du i det fængsel, som ligger nærmest din bopæl, men andre hensyn kan betyde, at du anbringes et andet sted. Det kan være hensynet til retshåndhævelsen, der betyder at man tager hensyn til offeret, eller det kan være hensynet til udnyttelse af pladserne i fængslerne.

Hvis du ønsker at klage over dit anbringelsessted, skal du sende en klage til Grønlands Fængslers Hovedkontor med eventuel dokumentation.

Ansøgning om udsættelse af afsoning

Du kan også søge om udsættelse af afsoningen. Dette bør ske hurtigst muligt efter, at du har modtaget indkaldelsen. Det er politiet, der skal behandle din ansøgning. For at få udsat din afsoning kræves det, at der foreligger en særlig situation. Et særligt hensyn kan være hensyn til arbejde, uddannelse, helbred eller familiemæssige forhold. Du skal kunne dokumentere dit behov for udsættelse. Det er sværere at opnå udsættelse, hvis du har begået en personfarlig forbrydelse. I udsættelsesperioden må du ikke begå ny kriminalitet, og du skal overholde de vilkår, der er opstillet som begrundelse for udsættelsen.

Jeg har fået dom til samfundstjeneste

Når du i retten har fået dom til samfundstjeneste, sendes dommen til Grønlands Fængsler. Tilsynsafdelingen indkalder dig til samtale, og sammen finder I ud af, hvor du skal afvikle din samfundstjeneste.

Det vil fremgå af dommen, hvor mange timers samfundstjeneste, du skal afvikle. Sammen med samfundstjenestestedet lægges en plan for, hvordan timerne afvikles. Der tages så vidt muligt hensyn til dit arbejde eller uddannelse mv.

Alt efter hvor du bor, vil der være forskellige muligheder for at afvikle samfundstjeneste. Der tages i videst muligt omfang hensyn til dine ønsker og evner. Som eksempler på samfundstjenestesteder kan nævnes:

  • Kommunal affaldssortering
  • Højskole
  • Idrætshal
  • Brandvæsen

Du kan få nærmere information om samfundstjeneste ved at kontakte tilsynsafdelingen.

Jeg har fået dom til tilsyn

Når du i retten har fået dom til tilsyn, sendes domsudskrift til Grønlands Fængsler.

Grønlands Fængsler indkalder dig hurtigst muligt til en samtale.

Dom til tilsyn betyder, at du med jævne mellemrum skal have samtaler med tilsynsførende og at du skal rette dig efter de vilkår, som gælder for tilsynet.

Du kan få nærmere oplysninger om tilsyn ved at kontakte tilsynsafdelingen.