Gå til indhold

Jeg er pårørende

Som pårørende oplever man, at dommen påvirker hele familien. Man kan blive ramt af mange følelser og kan få brug for at tale med en medarbejder i Grønlands Fængsler om personen, som har fået en dom. Medarbejderne i Grønlands Fængsler har imidlertid tavshedspligt og må ikke tale med andre personer om klienters personlige forhold – faktisk må medarbejderne slet ikke oplyse, om den pågældende overhovedet er klient i Grønlands Fængsler. Så selv om det kan være vanskeligt at acceptere, kan du ikke regne med at få oplysninger om dine pårørende fra Grønlands Fængslers personale.

Hvis du er i tvivl om, hvor dine pårørende befinder sig, kan du skrive til Grønlands Fængslers Hovedkontor. Hvis personen er indsat i et af vores fængsler, vil vi videregive dit brev, men du får ikke svar på, om brevet er udleveret.

Hvis du ønsker at besøge en indsat, skal du kontakte fængslet og søge om tilladelse. Du kan få afslag på besøgstilladelse, hvis fængslet vurderer, at det ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at give dig tilladelse til besøg, hvis du for eksempel er tidligere dømt for alvorlig kriminalitet.

Du har også mulighed for at sende breve eller pakker til dine pårørende, du skal dog være opmærksom på, at breve og pakker kan blive åbnet under overværelse af personalet, og at der er en række ting, du ikke må sende ind i fængslet og som du heller ikke må have med til besøg.

Du må ikke have ting med til besøg, som ikke kan undersøges eller som det ikke er tilladt at have i fængslet. Det gælder for eksempel mobiltelefoner, våben, medicin, computere og lignende. Hvis du ønsker at give den indsatte penge, skal du give pengene til fængslets personale. Du får selvfølgelig en kvittering.